2004, Årsberetning for Kilden, gader, haver etc (kopi 1)

|   Husejerforeningen og GF

Kilden, gadevedligehold, el- og vandstikledninger, arrangementer og haver.

Kilden
Delebil, rent vand i Svanemøllehavnen, Landskronagade-trafikprojekt, boligannoncer, besøg af tyveknægt, hjertesuk fra materielkælderbestyrer, håndværkere og hoveddøre i rigtige mål og P-afgiftssaga i flere afsnit. 2004 har været et dejligt år med gode, lange og letredigerlige indlæg fra beboerne plus nogle korterere og endnu mere letredigerlige fra web-redaktøren.

Der blev derfor kun brug for at fylde op med fotos af redaktørens børn to gange i 2004. De fem numre blev omdelt i februar, april, juni, november og midt december. En enkelt husejer har frabedt sig at få Kilden ind af døren, og det kan sagtens lade sig gøre, hvis blot du sætter et skilt på din dør.

Gadevedligehold
Niels W. Gades Gade har fået  lagt nyt slidlag på vejbanen og flere af gadebrøndenes riste er ligeledes blevet udskiftet på grund af tæring.Hornemansgade har fået ny kantstensopretning og slidlag på fortovet over en 80 meters strækning og således er det kun Heisesgade som mangler en istandsættelse i det kommende år. I henhold til plejeplanen for vore private fællesveje, er renoveringen af Husejerforeningens vej- og gadeområde herefter gennemført. Gaderne er pæne og velholdte og indenfor de næste 5-20 år, skal der ikke bekostes nye totalrenoveringer.

For at bevare gadebelægningen længst muligt, er det  vigtigt, at vi som husejere fjerner græs og gennemvoksninger i asfalten.

El og vandstikledninger
Der har i årets løb været store problemer med el – forsyningen til ejendommene i Kildevældsgade mod Østerbrogade. Den elektriske belastning var blevet for stor, hvilket resulterede i at der måtte nedgraves et nyt kabel under indkørslen til pizzariaets gård.

Indtil el-firmaet fik tilladelse til den endelige tilslutning af E2 blev der etableret en nødafbryder på fortovet ud for ovenforstående indkørsel. En del ”sjove” mennesker havde fået den kedelige vane at afbryde strømmen til ejendommene i Kildevældsgade fraØsterbrogade til Hornemanngade på denne afbryder(som var dækket af et solidt overtræk) når de gik hjem sent om natten. Ja, der findes desværre mange pensionister som ikke kan fåfritiden til at gå. Afbrydelserne var yderst kedelige for beboerne i de ramte huse hvor strømafbrydelserne bl.a. medførte ødelagte computerprogrammer og svigtende pumper på varmeanlægget.

E2 var flere måneder om den, for mig at se enkle sagsbehandling, men alt endte dog med, efter flere henvendelser fra de implicerede beboere, bestyrelsens mand udi stikledninger og det implicerede el-firma, at et nyt kabel uden offentlig tilgængelig afbryder blev etableret, men det tog desværre sin tid.
 

Vand
Det er heldigvis længe siden at vi har oplevet at en af vore vandforsyningsstikledninger er blevet utæt. En beboer i Landskronagade opdagede dog at hans kælder pludselig blev usædvanlig fugtig.

I perioden før Juleferien blev reparationen påbegyndt men en større pause i arbejdet grundet ferien resulterede i at vandet, trods udskiftning af en del af det tilstødende rør, til stadighed steg.

Husejerforeningens faste entrepanør har i skrivende stund givet tilsagn om evt. at skifte en større del af vandforsyningsledningen straks efter juleferiens afslutning.

Det sidste nye i sagen er imidlertid at det ikke er selve vandledningen, men afgangsrøret fra 30 cm. brønden der er knækket. Så i stedet for en vandstikledningssag blev der tale om en kloaksag, med udsivende kloakvand i det øverste  jordlag omkrig vandstikledningen. Problemet i en sag som denne skyldes for en stor del ferieperioden, og vi må i lignende tilfælde, hvor entrepanøren ikke kan træffes, bede de enkelte husejere betragte deres ejendom som et ganske almindeligt parcelhus, hvor ansvaret for vand i kælderen ligger hos den enkelte husejer, og ikke hos bestyrelsen.

Vi ser dog gerne, at husejeren tilkalder bestyrelsens mand udi rotter og kloaker, for at besigtige skaden og rådgive omkring proceduren i skadesudbedringen.

Arrangementer
De fleste arrangementer i Husejerforeningen har en lang tradition bag sig. Det gælder fastelavnsfesten i Berggrensgade i februar, sommerens loppemarked, den efterfølgende fællesspisning og endelig nytårsfyrværkeriet på Torvet.
I år lykkedes det at få hele fyrværkeribeholdningen med til torvet! Frisk-luft-trængende beboere kunne dagen efter tage med på Nytårskuren med gadevandring og fællessang. Dette arrangement ligger i trygge hænder hos Knud & co.

De sidste år har bestyrelsen desuden stået for en havetur, hvor gartner Stig Rose har delt ud af sin erfaring til betrængte eller entusiastiske haveejere, men et bryllup i Rose-familien kom sidste år på tværs af det planlagte arrangement. Bestyrelsen takker for beboernes aktive indsats i forbindelse med Fastelavn og Nytårskur. Det er generelt bestyrelsen, der indhenter de fornødne tilladelser og indskyder de nødvendige økonomiske midler. Men derudover ligger ansvaret for afholdelsen af arrangementerne hos interesserede beboere og deltagerne. Eller sagt på en anden måde: Forudsætningen for, at arrangementerne kan løbe af stablen er, at andre end bestyrelsens medlemmer træder til og hjælper med planlægning og praktiske forhold, herunder oprydning.

Haver
Det er blot at konstatere at der i år ikke har været afholdt, den ellers obligatoriske havevandring, - så I har været forskånet for vore sedler med opfordring til at overholde have/facade-regulativ m.m.(se Håndbogen) Haverne har det i almindelighed godt, de er ”grønne” og velplejede og nydes af alle. Vi skal dog være opmærksomme på at gående, uden hindringer kan færdes på fortovet. Af hensyn til asfalten skal vi sørge for at rydde ukrudt i rendesten samt langs hegn.

Gartner Rose beskærer og genopretter foreningens træer og hegn løbende. Skulle I have kommentarer til dette er i velkomne til at kontakte os. Københavns Kommune (Vej og Park), der står for vedligeholdelse og genopretning af det grønne på Torvet og i Kildevældsgade, har været aktive her ved årsskiftet. I forbindelse med lovliggørelse af skure/-cykelskure henvises til diverse artikler i Kilden, hvor der også er tegning på et eksempel på en cykeloverdækning, der formentlig vil kunne godkendes af Kommunen (Plan og Arkitektur).

Bliv den første til at skrive en kommentar på denne artikel

Skriv ny kommentar

×

Dit navn er påkrævet

Udfyld gyldigt navn

Din email er ugyldig

Din email er ugyldig

Kommentar er påkrævet

Captcha Code Kan du ikke læse billedet? Klik for at genskabe ny kode

Captcha er påkrævet

Koden er ikke korrekt

* Disse felter er påkrævet