2005, Årsberetning for facader, lokalplan mmm (kopi 1)

|   Husejerforeningen og GF

Facader og Lokalplan, haver, gadevedligeholdelse, Håndbog for husejere, hjemmesiden, webspeed og Kilden.

GENERELT
Foreningens bestyrelse har haft et, synes vi, travlt år. Årets bestyrelsesarbejde indledtes med konstituering hvor Flemming Lind Larsen efter en del forhandlinger blev konstitueret som formand. Bestyrelsen er gennemgående ret nye ansigter og derfor skulle de resterende ”gamle” bestyrelsesmedlemmer indføre de nye i retningslinierne for mødeafholdelser mv.

Herefter har bestyrelsen forsøgt at løse de opgaver GF 2005 stillede (papirindsamling, TDC-bredbånd, håndbogen) og hvoraf flere er omtalt andetsteds.

Endelig er der stor aktivitet i vores kvarter hvor håndværkere og selvbyggere konsulterer bestyrelse og myndigheder ifm ombygninger.

FACADER OG LOKALPLAN
Der er fortsat gang i ombygning og istandsættelse i kvarteret. Bestyrelsen har besvaret forespørgsler om hoveddøre, havedøre, facadevinduer, tage, tagvinduer, brandkamme, ventilationshætter, franske altaner, opholdsaltaner, cykelskure m.v., og sidst men ikke mindst om etablering af nye forhaver omkring hjørnehusene. Alle ændringer kræver dispensation fra lokalplanen. Ansøgningerne behandles af Københavns Kommune, Plan & Arkitektur, og i mange tilfælde skal der også en byggetilladelse til fra Bygge & Teknikforvaltningen.

Vi er også flere gange blevet spurgt om hvordan man skal forstå lokalplanen eller have- og facaderegulativet. Sammen udgør de det regelsæt, som gælder for vores bebyggelse ved istandsættelse og vedligehold. Bestemmelserne er vedtaget for at sikre, at vores kvarter kan fortsætte med at fremstå som en bevaringsværdig helhed. Der spørges også til ”Håndbog for husejere” som indeholder både plan og regulativ. Det hele kan ses på vores hjemmeside. Der er også håndbøger på ”rigtigt papir” tilbage. Det er glædeligt, at så mange er bevidste om at checke i håndbogen eller spørger os inden man går i gang. Det er ærgerligt, hvis noget viser sig at være ulovligt og måske skal pilles ned igen. Og kig ikke på naboens ejendom – ændringer eller tilføjelser kan være foretaget før lokalplanen blev vedtaget (juni 1993) og kan derfor være lovlige, selv om de er i strid med nuværende regler.

Flere er i den forbindelse i årets løb blevet skuffede over, at ikke kunne udvide deres haver rundt om hjørnehusene. Bestyrelsen har i foråret afholdt et møde med Københavns Kommune for at få klarhed i Plan & Arkitektur og Vej & Parks forvaltning af lokalplanen i kvarteret. Her blev det klart, at Vej og Park, som vejbestyrer, administrerer råderetten over gade- og fortovsarealer i Kildevældsgade og Landskronagade, men at Plan & Arkitektur, som planmyndighed, skal give tilladelsen til selve ændringen/hvad arealet ønskes benyttes til indenfor lokalplanens afgrænsning, dvs. alle gader bortset fra Landskronagade. (Husejerforeningen ejer alle sidegader til Kildevældsgade inkl. forhaverne her.) Senere sendte kommunen et brev ud, som præciserede dette (bragt i Kildens novembernummer.).

I bestyrelsen har vi den holdning, at de vedtagne regler og regulativer skal overholdes. Hvis en husejer har et meget stærkt ønske om ændringer ud over det tilladte, kan vi kun henvise den pågældende til at søge dispensation hos Plan & Arkitektur i Københavns Kommune. Bestyrelsen skal i forbindelse med en dispensationsansøgning  høres af kommunen. Kommunen har  flere gange i årets løb sendt ansøgninger om dispensation i høring, som bestyrelsen har besvaret. Men det er Plan & Arkitektur, der forvalter lokalplanen med tilhørende regulativer. Det vil sige, at det er dem der træffer afgørelsen. I artiklen ”Hvad skal vi med den bevarende lokalplan” i Kildens julenummer uddybedes bestyrelsen beføjelser mht. lokalplan og regulativer for vores kvarter.

Idet der er kommet mange nye beboere til kvarteret, uddelte bestyrelsen i oktober pjecen ”Til alle nye beboere – og andre interesserede”, der kort gør opmærksom på de regler der gælder  for kvarteret og hvor der er hjælp at hente.


HAVER
I august nummeret af KILDEN blev der redegjort for årets havevandring i detaljer. De fleste påtaler handlede om for høje havehegn >1,20 m, udhængende gevækster, misligholdte stakit og ulovlige skure.

Vi har nogle dejlige grønne haver, dem skal vi hæge om!

Vi har en løbende aftale med gartner Stig Rose om på passende tidspunkter af året at beskære foreningens træer og buske, - samt nyplantning af træer, (dem der er gået ud).

Pr. oktober 2005 fik en række husejere, dem der har hus ud til Kildevældsgade og Landskronagade brev fra Københavns Kommune Vej og Park om råderet og indretning af haver på kommunens vejarealer. Brevet er trykt i sin helhed i Kilden. Brevet konkludere at de givne tilladelser er midlertidige for en periode på 10 år, uden afgift. En eventuel fornyelse af tilladelsen på givne vilkår vil medføre afgift.


GADEVEDLIGEHOLDELSE
I år har foreningen gennemført den sidste del af vejvedligeholdelsesplanen for slidlag på vore private fællesveje. Således har Heisesgade i efteråret fået nyt slidlag og oprettet brønde og fremstår som ny. Alle gaderne fremstår nu pæne og velholdte og skal indenfor de næste 5-10 år ikke gennem bekostelige totalrenoveringer. Tidshorisonten er selvfølgelig afhængig af om foreningen ønsker topvedligeholdte veje eller moderat vedligeholdelse.
Men på et 5-årigt sigte vil vedligeholdelsen begrænse sig til mindre reparationer efter sætningskader samt gennemgang af fortove for lunker.

Hertil kommer selvfølgelig Landskronagaderenoveringen som omtales særskilt.

Det er stadig vigtigt at husejere fjerner græs og gennemvoksninger i asfalten langs kantstene og rækværker da det levetidsforlænger belægningerne.


HÅNDBOG FOR HUSEJERE
Håndbogen er et centralt dokument i foreningen og også afgørende for bestyrelsens arbejde. Det har længe været påkrævet med en gennemgribende opdatering for at den kan følge med tiden og beboeres forespørgsler på bl.a. renovering og ombygninger. Derfor skal den nu omdannes til en let distribuer- og printbar pdf-fil.

Den senest opdaterede version af Håndbogen ligger pt. på hjemmesiden www.strandvejskvarteret.dk. Det skaber følgende problemer:

  • På hjemmesiden er Håndbogen lige nu relativ let at opdatere, men umulig at printe som samlet dokument
  • Det er svært at danne sig overblik over Håndbogens indhold på hjemmesiden
  • Utilgængelig for beboere, der ikke har adgang til Internettet
  • Håndbogen er umulig at distribuere til nye beboere (ud over som et link i en mail)
  • Håndbogen er afhængig af hjemmesiden og dermed webadministratorens praksis

Håndbog anno 2006
På baggrund af ovenstående har vi i bestyrelsen besluttet at skabe en ny version af Håndbogen, der udelukkende indeholder lokalplan, opdaterede regulativer og grundig vedligeholdelsesvejledning. Artikler vedrørende disse emner er trukket ud af hjemmesiden og omdannet til et word-dokument med indholdsfortegnelse og index. Dette worddokument kan let og hurtigt laves til en pdf-fil, som der kan linkes til fra hjemmesiden. Søgningen i Håndbogen kan herefter kun foretages via søgefunktionen i Adobe Reader (der vil ligge et link på hjemmesiden til download af programmet Adobe, der vil være nødvendigt at have installeret på hjemmecomputeren for at kunne læse Håndbogen).

Herudover kan beboere henvende sig til bestyrelsen for at få et udprint af Håndbogen (via fx Vesterkopi).

De resterende artikler fra den originale Håndbog vil bibeholdes som selvstændige artikler på hjemmesiden. Denne løsning har følgende fordele:

  • Vi undgår at have stakkevis af forældede Håndbøger liggende i materiel-kælderen
  • Håndbogen vil være let at opdatere, når det er nødvendigt
  • Der vil altid ligge en opdateret version af Håndbogen på hjemmesiden
  • Den vil modsat nu være let at distribuere – både via hjemmesiden og i print.

WWW.STRANDVEJSKVARTERET.DK
Aktiviteten på hjemmesiden har ikke været stor det seneste år, dog har kalender og huspriser altid været opdateret. Fokus har været at forbedre hjemmesiden. Vi søger en ny webadministrator, da Søren Borch efter 3 ½ års stor og prisværdig indsats må nedprioritere hjemmesiden af hensyn til sit arbejde.

Webadminstrator Søren Borch er pt. udstationeret i Honduras. Denne beretning er derfor skrevet af Matilde Kierulff, der de sidste 6 måneder har haft adgang til at opdatere tekst på hjemmesiden.

Som nævnt har aktiviteten på hjemmesiden ikke været stor i det forgangne år. Fokus har været at forbedre hjemmesiden. Ambitionen er at forbedre brugervenligheden – få flere billeder fra kvarteret på siden, mulighed for overblik, skabe en livlig markedsplads og meget andet. Året er således gået med at udarbejde nyt design og med at undersøge priser og de tekniske muligheder.

Nyekræfter søges!
På vegne af hele husejerforeningen vil bestyrelsen gerne bidrage økonomisk til hjemmesiden. Men hjemmesidens fremtid er blevet uvis, da Søren Borch desværre er nødt til at forlade posten som webadministrator. Det er således nødvendigt med nye kræfter, der – eventuelt i et samarbejde – kan overtage ansvaret og være med til at forbedre og udvikle kvarterets hjemmeside. Kontakt Matilde Kierulff, hvis du vil vide mere.

Se hjemmesiden www.strandvejskvarteret.dk, der indeholder alskens nyttig information til beboere i foreningen. Du kan finde alt fra huspriser til gode råd om håndværkere. Har du lyst til at bidrage med tekst til hjemmesiden, er alle indlæg og indsatser velkomne!


TDC OG WEBSPEED


KILDEN
Har haft et godt år med  mange læser/beboerindlæg - især de seneste udgaver med debat om kommunens regler om inddragelse af fortorv til forhaver har været godt stof.

5 udgaver er det blevet til og årets ubetinget mest positive nyheder var at TDC gav sig, så alle nu kan få ihvertfald en webspeedopkobling, og at kommunen nu har bevilget en lille mill.  til en undersøgelse af strandprojekt i Svanemøllehavnen. Kilden glæder sig til at flyde frit og fortsat i 2006.

Find en løsning, så alle kan få en webspeed opkobling. Sådan lød beskeden fra generalforsamlingen, og efter mange skriverier og forgæves telefonopkald. lykkedes det at få et møde i stand med TDC-manden, som lover at alle huse nu kan få én opkobling. Hvad angår fællesnet er der statdig ingen udbydere, der har fundet det umagen værd at komme med et reelt tilbud, og vi er således overladt til os selv, og vores egen financieringslyst, hvis vi vil have eget netværk.

Bliv den første til at skrive en kommentar på denne artikel

Skriv ny kommentar

×

Dit navn er påkrævet

Udfyld gyldigt navn

Din email er ugyldig

Din email er ugyldig

Kommentar er påkrævet

Captcha Code Kan du ikke læse billedet? Klik for at genskabe ny kode

Captcha er påkrævet

Koden er ikke korrekt

* Disse felter er påkrævet