Ændringsforslag til forslag 4B Opstilling af ladestandere til elbiler
Ændringsforslaget vil blive fremsat på GF den 22/2-2022 af Susi Hjorth Bærentzen:
”Bestyrelsen pålægges at få udarbejdet et revideret forslag om ladestandere, som kan sættes til afstemning på en kommende generalforsamling.”
Baggrunden for ændringsforslag til 4B
Ændringsforslaget skal ses i lyset af, at Forslag 4B i den nuværende form rejser væsentlige og fundamentale spørgsmål, som skal afklares, før der er et tilstrækkeligt oplyst grundlag at tage en beslutning ud fra på generalforsamlingen. Der er konkret behov for afklaring af følgende problemstillinger:
1. Hvorvidt erhvervsmæssig indkomst fra salg af el fra ladestanderne er i overensstemmelse med Husejerforeningen Strandvejskvarterets formål jf. vedtægternes § 1, stk. 2.
2. Eventuelle konsekvenser af at den erhvervsmæssige aktivitet relateret til ladestanderne ikke ligger indenfor normalområdet for et administrationsfællesskab og derfor er i strid med husejerforeningens formål, herunder:
2.1. Hvilken form skal husejerforeningen drives i fremadrettet, når det ikke længere kan være en forening (administrationsfællesskab).
2.2. Konsekvenserne af, at husejerforeningen fremadrettet vil være et selvstændigt skattesubjekt i forhold til skat, regnskab og moms.
2.3. Hvad skal der ske med den nuværende forenings formue, som er opsparet under det nuværende formål og i den nuværende foreningsform.
3. Hvordan skal der stemmes om et eventuelt forslag, dvs. er det en ”almindelig beslutning” der kan afgøres ved simpel stemmeflerhed efter vedtægternes § 5, stk. 4, eller skal der kvalificeret flertal til.
Log: Artiklen oprettet 17/2-2022 af webadmin. Søren Borch på vegne af Susi Hjorth Bærentzen
Bliv den første til at skrive en kommentar på denne artikel