Der er ikke andre husejere i København der bor så tæt, og som samtidig har en affaldsordning, hvor vi deler og bruger naboernes affaldsspand fordelt efter indhold. Vi behøver kun at have et begrænset antal affaldsspande i vores forhaver, og vi skal blot ind til de nærmeste naboer for at komme af med vores affald. Ordningen er et resultat af et godt samarbejde med Kbhs. kommune, som affaldsgruppen løbende er i dialog med.
Vi skal passe godt på den ordning, og alle husejere bør være aktive for at ordningen virker, og for at vi kan beholde den.
Affaldsgruppens arbejde
Affaldsgruppen er en frivillig arbejdsgruppe, der har kontakt til KK.dk/affald, men vi har ingen beslutningskompetence. Samarbejdet er baseret på en fælles interesse og et samarbejde mellem husejerne og kommunen. Ideen er at stabilisere vores ordning, og på sigt være medspiller i den videre aftale for Strandvejskvarteret.
Affaldsafhentning, parkeringer og forhindringer
Repræsentanter fra KK.dk/affald, Renovationsselskabet Trafik og miljø, havde primo nov. 2021 en rundtur i Strandvejskvarterets gader for at se på forholdene. De væsentligste synlige problemer, der blev observeret var:
1. Biler parkeret i gaderne står så tæt, at det er vanskeligt at komme ud til vejen med affaldscontainerne.
2. De gule trekanter, der viser 10 meters parkeringsafstande er ofte ikke særligt tydelige. Det betyder, at der parkeres ulovligt, og det forhindrer renovationsbiler i at svinge rundt.
3. Der parkeres for tæt på beplantningskummerne i sydgaderne, så renovationsbilen ikke kan passere og komme gennem gaden med det resultat, at beplantningen i den modsatte side ødelægges. Der er ikke sat tid på, hvornår kommunen retter vejmarkeringerne for at afhjælpe de problematiske indsnævringer.
Vi kan selv være opmærksomme på at hjælpe hinanden med udfordringerne, som mest handler om individuelle forberedelser:
1. Hold adgangsveje fri for cykler, haveredskaber, bevoksning o.lign.
2. Vend containerne, så de er lette at trække ud.
3. Lav evt. på afhentningsdagen en aftale med gadens beboere om at lade en enkelt gennemgang rutinemæssigt være tilgængelig midtvejs mellem en lang række af parkerede biler.
Se din matrikels aftale:
www.kk.dk/affald
Vælg: Nem affaldsservice
Indtast din adresse:
Vælg: overblik
Her fremgår det, hvilke affaldstyper, du har på din matrikel, og hvem af dine naboer du deler aftale med.
NB! Renovationsfolkene informerer via et rødt notatfelt på opslaget, hvis der er en meddelelse til matriklen.
Hvis du skal foretage en bestilling, eller sende en besked til kommunen, så følg nedenstående fremgangsmåde:
www.kk.dk/affald
Vælg: Nem affaldsservice
Indtast din adresse:
Vælg: besked til kommunen
Bekræft at du er ansvarlig og udfyld oplysninger
Vælg tema - og følg vejledningen
Læs evt. mere om 'affald og skrald' og om affaldsgruppens arbejde og medlemmer.
Med venlig hilsen
Affaldsgruppen
Oprettet af Bente Elkjær; 29.11.2021
Bliv den første til at skrive en kommentar på denne artikel