Energirådgiver, generelt

Revideret af Søren Borch, Energigruppen | |   Håndværkere og rådgivere

Hvad gør en energirådgiver

En energirådgiver kan give dig gode råd ifm. en påtænkt (større) ændring, fx udskiftning af fjernvarmeanlæg, radiatorer, vinduer eller tag, etablering af isolering etc.

Energirådgiveren kan gennemgå dit hus og lave en plan for, hvad du kan gøre i huset for at reducere varmetab eller undgå råd i træværk, og hvordan du kan opnå øget komfort, brugsvenlighed og/eller æstetiske ændringer i huset på en miljøvenlige måde.

Planen kan sætte tal på besparelser og på håndværkerudgifterne.

Planen kan være for hele huset eller for de dele af huset, som du specifikt ønsker undersøgt. 

Hvorfor bruge en energirådgiver

Der er flere grunde til at benytte en energirådgiver:

  • Du får analyseret dit hus (fjernvarmeanlæg, vinduer, isolering, elforbrug etc), så du kan se potentialet for energimæssige og økonomiske besparelser
  • Ofte får du samtidig inspiration til øget komfort og nye spændende indretninger
  • Øget sikkerhed for, at en påtænkt større ændring (udskiftning af fjernvarmeanlæg, radiatorer eller vinduer, isolering af tag etc) faktisk er relevant og dokumenteret
  • Du får en erfaren rådgivers forslag til ændringer
  • I nogle tilfælde er rådgiveren uafhængig af de håndværkere, der bagefter skal udføre opgaven
  • Rådgiveren har ofte en bred faglighed, der kan sikre, at han/hun ser alle de forhold, der spiller ind, i en sammenhæng
  • Rådgiveren har ofte en systematisk og indarbejdet fremgangsmåde
  • Rådgiveren og hans metode kan være testet af andre beboere i kvarteret
  • Varme er en stor økonomisk post i vores huse (10-30.000 kr/år), så en energirevision af huset kan ofte betale sig
  • Energigruppen skønner, at der er en betydelig del af vores husejere, der kan have glæde af at benytte sig af en energirådgiver
  • Klimakommisionen taler om en potentiel reduktion på 60% af varmeforbruget totalt set i Danmark
  • Det er lettere at benytte en energirådgiver end selv at gennemtænke det hele.

Vær opmærksom på

Fjernvarmeværkernes interesse er delvis at få udløst så mange håndværker-fakturaer som muligt for at kunne demonstrere succes med at fremme energibesparelser, da de er underlagt offentlige krav om at reducere CO2-udslip og fremme energibesparelser.
Fjernvarmeværkerne tilbyder derfor energirådgivere og håndværkere og slutbrugere et energisparetilskud/en bonus for at iværksætte fakturérbare energisparetiltag. Husejeren kan prøve at få en andel heraf. Ofte vil rådgiveren indarbejde tilskuddet i tilbuddet.

Rådgiveren er ikke altid en helt "uafhængig" og "uvildig" rådgiver. Rådgiveren kan have et snævert samarbejde med givne håndværkere eller leverandører, have egen interesse i at stå for gennemførelse af byggesagen, eller være tilknyttet en ordning, som har politiske interesser, som afviger fra husejerens. Energirådgivere kan teoretisk set have en interesse i at få deres kunder til at udføre mest muligt, bl.a. fordi prisen for rådgivning og opfølgende byggesagsstyring oftest vil være mere eller mindre proportional med byggesagens størrelse.

Ofte vil rådgiverens professionelle etik dog nok sikre, at rådgivningen eksplicit redegør for disse sammenhænge og også skelner mellem råd, der tjener husejerens energiøkonomiske besparelser, og råd der bedre karakteriseres som fremme af komfort eller andre kvalitetsforbedringer.

Men husejeren bør gøre sig sine mål klart, så han ikke ender med at skyde over målet, eventuelt med det resultat, at han bruger ekstra tid, besvær eller økonomiske ressourcer på delvist overflødige tiltag.

 


Alternative energirådgivere

Her er nogle energirådgivningsmodeller, som Energigruppen er bekendt med

Gør-det-selv, DIY

Du sætter dig selv ind i tingene og rådgiver dig selv, evt. i samarbejde med naboer og venner.
Strandvejskvarterets energi-websites leverer en masse information:

Naborådgivere

Mange naboer har allerede undersøgt sagerne og kan give gode råd.
Et samarbejde med en gruppe af beboere fra kvarteret kan bidrage meget til afklaring, motivation, grupperabatter og socialt samvær.

Selvstændige energirådgivere

Rådgiverne kan være ingeniører, arkitekter, håndværkere eller andre, der har fået en målrettet uddannelse og erfaring.
Nogle energirådgivere har deres egne rådgivningsordninger, som - selv om de ikke nødvendigvis er certificerede - kan være udmærkede.
Andre er tilknyttet forskellige større organisationer eller ordninger med formelle certificeringsordninger.

Selvstændige rådgiverne kan være helt "uafhængige" og "uvildige", men mange har nogle bindinger (jvf bemærkningerne ovenfor), sandsynligvis fordi husejere ofte ikke vil betale den reelle pris up-front for uvildig rådgivning.

Håndværkere

Mange håndværkere kan give gode energiråd ifm, at de i øvrigt udfører aktuelle håndværksmæssige opgaver i et hus.

Nogle håndværkere er certificerede til at rådgive om energibesparende tiltag. Se de forskellige "ordninger for energirådgivning" nedenfor.
Uanset om håndværkeren er certificeret, må husejeren selv påtage sig et ansvar for at vurdere rådgivningen, især hvis der er tale om større tiltag, som rækker uden for håndværkerens primære erfaringsområde.

Arkiteker og ingeniører

Mange arkitekter og ingeniører kan give gode energiråd ifm, at de i øvrigt udfører andre aktuelle rådgivningsopgaver i et hus.
Med mindre de tilfældigvis også er faguddannede og evt. certificerede energirådgivere, må husejeren selv påtage sig et ansvar for at vurdere rådgivningen, især hvis der er tale om større energirettede tiltag, som rækker uden for byggerådgiverens primære erfaringsområde.

Raadvad, Center for Bygningsbevaring i Raadvad

Raadvad har fokus på klassiske og bevaringsværdige bygninger, dvs huse med netop de byggemetoder, som er anvendt i vores huse. De er uvildige i deres rådgivning, da de ikke er knyttet til håndværkere eller leverandører af udstyr. Se Energigruppens artikel om Raadvad.

Energitjenesten

EnergiTjenesten er en virksomhed ifm foreningen VedvarendeEnergi (OVE) og er bygget op omkring lokale EnergiTjenester fordelt i alle Danmarks regioner. Energitjenesten har en fyldig hjemmeside www.energitjenesten.dk.
EnergiTjenesten tilbyder skræddersyet rådgivning om energibesparelser og vedvarende energi.

Bolius-Energiråd

Bolius er et helejet Realdania selskab.
Man kan få hjælp af en uvildig fagekspert, også på telefon. Se www.bolius.dk/bestil-en-uvildig-fagekspert/.
Bolius har også en fyldig hjemmeside med energiråd: www.bolius.dk/.

BetterHome

BetterHome er et selskab indgået som et partnerskab mellem fire af Danmarks ledende producenter af energibesparende kvalitetsløsninger til bygninger: Danfoss, Grundfos, ROCKWOOL og VELUX. Deres mål er at gøre det nemt og overskueligt for boligejeren at få skabt et bedre, rarere og mere energibesparende hjem. Se betterhome.
Rådgivning, tilbud og gennemførelse af opgaver udføres af tilknyttede håndværkere.
Energigruppe vurderer, at BetterHomes form ikke ligger helt til højrebenet for vores små, gamle huse, men se detaljerne i vores artikel "Energirådgiver, BetterHome".
 


Alternative ordninger for energirådgivning

BedreBolig

Energistyrelsen har udviklet BedreBolig-ordningen, der gør det nemmere for dig som husejer at renovere din bolig på en energirigtig måde. Ordningen trækker på særlige BedreBolig-rådgivere. Se mere på sparenergi.dk/forbruger/bedrebolig.
Rådgivningen kan være mere eller mindre omfattende. En rådgiver kan være certificeret til at 1) agere som energikonsulent og evt også 2) føre en byggesag.
Se også Brochure om BedreBoliger (pdf, 10 sider).

Energimærkning

Staten har opstillet regler for energimærkning af huse. De skal anvendes ifm salg og køb. Mærkeskalaen går fra A til G, med A som mest energibesparende.
Energistyrelsen står for ordningen.
Mærkning udføres af en certificeret energikonsulent.
Ifm med en energimærkning laves også en Energirapport, som angiver, hvad husejeren kan gøre for at forbedre den energimæssige status på sit hus.
På www.OIS.dk (Den Offentlige Informationsserver) ligger alle energirapporter fra huse, der har været handlet for nylig. Her kan man hente inspiration ifm DIY.
Til mange almindelige energirådgivningsopgaver i vores huse er en fuld energimærkning nok for omfattende og for dyr. Der er delte meninger om, hvorvidt kvaliteten altid er af tilstrækkelig god kvalitet.

FjR, Landsdækkende fjernvarmeordning

Selvstændige FjR-certificerede VVSere er krumtappen i Danske Fjernvarmeselskabers landsdækkende ordning.
Se under "Energirådgivning generelt".
VVSere med FjR-certifikat kan findes på:

  • Landsniveau: [linket lever ikke mere]
  • På HOFOR-niveau: Bestil varmetjek.
  • På Strandvejskvarters niveau, dvs under beboer-anmeldte VVSere på vores Håndværkerside.

TI / Teknologisk Institut har udviklet ordningen.
Servicemontørerne har gennemgået en specialiseret uddannelse og er certificeret under Fjernvarmens Serviceordning. Undervisning gennemføres af AMU og tekniske skoler. Servicemontøren får et FjR-certifikat, og det er den enkelte person, som får certifikatet, og han skal bære et skilt på blusen, når han udfører en FjR-opgave.
Se mere på www.fjr-ordningen.dk. [Linket / ordningen findes vist ikke mere i 2021]
Med Fjernvarmens Serviceordning får du regelmæssige eftersyn på din varmeinstallation: Et hovedeftersyn hvert 6. år eller Et vedligeholdelsestjek hvert andet år.
Muligvis er denne ordning skudt noget over målet for husejere i Strandvejskvarteret. 

Varmetjek, HOFORs ordning

Dette er HOFORs ordning, som bygger oven på FjR-ordningen.
Se mere på http://www.hofor.dk/fjernvarme/varmetjek/.
Lone Petersen i HOFOR (Energirådgivningsafdeling, tlf 3395 3012) har stået for ordningen fra deres side siden ca 2010.
 


Tilskudsordninger

Håndværkerfradrag

Håndværkerfradraget (serviceordningen) ophørte ved årsskiftet 2014/15, men det er vist nok genindført fra jan 2016? Du må lige selv undersøge dette.

Tilskud til energibesparelser

Energibesparelser kan sælges, ved at henvende sig til er forsyningsselskab der køber energibesparelserne (ikke alle forsyningsselskaber handler med private).
Hofor er et af de selskaber, der ikke handler med private husstande, men udelukkende handler med de udførende VVS firmaer, der indberetter de opnåede energibesparelser.
I de fleste tilfælde kan det betale sig for husejeren selv at "sælge" energibesparelserne til et forsyningsselskab.
Energirådgiveren kan hjælpe og vejlede med et evt. salg af energibesparelser.
Prisen, der kan opnås ved at sælge energibesparelser, ligger p.t. (marts 2015) på mellem 10 og 42 øre pr. KWH. men varierer efter udbud og efterspørgsel.
 


Andre rådgivere, ordninger og kilder

Se Energigruppens ressourceside med links til organisationer mm.

Bliv den første til at skrive en kommentar på denne artikel

Skriv ny kommentar

×

Dit navn er påkrævet

Udfyld gyldigt navn

Din email er ugyldig

Din email er ugyldig

Kommentar er påkrævet

Captcha Code Kan du ikke læse billedet? Klik for at genskabe ny kode

Captcha er påkrævet

Koden er ikke korrekt

* Disse felter er påkrævet