Hjemmesidens rolle i en informeret debat

Revideret af Søren Borch | |   Webredaktionen

Jeg er kommet til den konklusion, at vi i vores kvarter må satse på at føre levende debat i vores Facebook-gruppe. Den type debat trives ikke på hjemmesiden.
Det er ærgerligt for mig som webredaktør at måtte drage den konklusion. Men jeg ser ikke noget realistisk alternativ.

Baggrund

Som mangeårig redaktør af hjemmesiden har jeg reflekteret over hjemmesidens rolle i kvarterets demokratiske debat. Og det er særligt aktuelt her op til en generalforsamling med flere forslag, som har fordele og ulemper, der opleves forskelligt af store dele af vælgerne.
Jeg er som udgangspunkt overbevist om, at et aktivt demokrati behøver en kvalificeret og informeret debat. Det er særligt relevant, når der er forslag, som ikke bare kan overlades til det frie initiativ, men som kræver en fælles beslutning. Det kræves, hvis der skal trækkes på foreningens økonomi, hvis det strider mod tidligere besluttede regler, eller hvis det i større omfang påvirker andre beboere i kvarteret.
Informeret debat indebærer, at fakta skal lægges frem, men også at enhver med interesse i sagen har mulighed for at kunne gennemskue fordele og ulemper og at afveje dem for sig selv, inden han/hun skal stemme om dem.
Læs her, hvordan jeg har vurderet alternativerne for debatfora i vores kvarter:

Generalforsamling

På en generalforsamling er der kun kort tid til debat om hvert forslag. Reelt er der tale om et beslutningspunkt på dagsordenen.
Lidt debat kan der foregå. Måske kunne man kort referere hovedtrækkene i debatten op til generalforsamlingen. Men en udtømmende og egentlig informeret debat er der ikke tid til.
Hvis man derfor udelukkende holder debatten om et forslag på en generalforsamling, i en situation, hvor forslaget måske først er kommet til deltagernes kendskab 14 dage før generalforsamlingen, så får man let den konsekvens, at folk føler, at processen har været utilfredsstillende, uanset om forslaget blev vedtaget eller afvist. Og det giver manglende fællesskabsfølelse og ulmende utilfredshed. Den vigtigste debat foregår før generalforsamlingen.

Facebook

Debat i en lukket Facebook-gruppe er IT-teknisk ret let for dem, der er har en FB-profil, og som er tilmeldt gruppen.
Debatten er lukket for resten af verden, og vi får ikke vasketøjet luftet for hele den undrende omverden. Debatten forbliver i en relativt tryg, lille verden.
Og dog, træerne vokser ikke ind i himlen. Debatten på FB er umulig for folk, som ikke har en FB-profil. Og der kan komme hurtige indlæg, som opleves som ubehagelige af andre deltagere; faktisk så ubehagelige, at en del mennesker viger tilbage fra overhovedet at deltage på Facebook. Desuden har en del beboere modstand mod Facebook helt generelt af mange gode grunde.
I forbindelse med GF-2022 synes jeg, at debatten i Facebook bidrager klart positivt til at uddybe forslagene, afklare tvivl og lufte præferencer. Jeg skønner, at det vil gøre behandlingen på selve GF mere effektiv. Det ville være endnu bedre, hvis debatten kørte i god tid inden GF, dvs længe før modtagelse af indkaldelsen 14 dage før GF.

Hjemmesiden

Det er teknisk muligt at debattere på vores hjemmeside vha. muligheden for at 'kommentere' på nyhedsartikler og på andres kommentarer. Men det er ikke særligt brugervenligt, og kommentarerne vil jo ligge åbent for hele verden.
I praksis bruges kommentar-muligheden meget lidt. Vi har reelt ikke kunnet få aktiveret en levende debat på hjemmesiden.
Jeg har overvejet at udvide hjemmesiden med et debatforum med krav om tilmelding og med mediering, men det er ikke helt let, og det giver ikke mange fordele ift. en Facebook-gruppe.
Hjemmesiden bidrager dog ganske meget til den informerede debat, idet mødeindkaldelser, forslag, regler, tidligere beslutninger mm er tilgængelige for alle på lige fod. Velorganiseret og læsbart på ethvert relevant medium. Op til en generalforsamling bringer hjemmesiden helt konkret forslagsstillernes tekster og arbejdsgruppernes forarbejder.

Kilden

Vores blad Kilden havde i sine første år en aktiv rolle som debatforum. Men den gang var der intet digitalt alternativ, og bladet udkom seks gange om året. Nu udkommer det kun to gange om året, og dermed kan det ikke opfylde rollen som levende debatforum op til beslutninger med en deadline. Kilden kan dog stadig bringe mere grundig information, som skaber fælles basis for debatten. Alle huse i kvarteret får bladet, og det ligger tilgængeligt på hjemmesiden for alle.

Andre debatfora

Man kan holde 'vælgermøder' og 'høinger'. Dette kunne fungere godt mhp komplicerede eller konfliktfyldte forslag til generalforsamlinger. De kan med stor fordel afholdes i god tid inden GF, fx som fysiske møder kombineret, spørgeskemaer. De kan kombineres med indslag på Facebook, Kilden og hjemmesiden. Så er der tid til flere runder af idégenerering og idéevaluering.

Man kan jo også tale sammen på gaden, skrive breve eller emails til hinanden, lægge indlæg i en email-gruppe eller i en særskilt debatgruppe. Ingen af disse alternativer er dog særligt overbevisende i vores aktuelle situation.

Opsummering

Der er mange alternativer, og ingen af dem er perfekte. Men vi har og vil altid have brug for en levende og informeret debat.
Summa summarum, vi har pt. intet bedre alternativ end Facebook-gruppen.
Vi må så 'lære at elske den, vi får'. Vi må indgå i Facebook-debatten på en måde, så den afspejler fakta, præferencer og følelser på en god måde. De, som ikke er på Facebook, må søge information hos naboer eller andre. Det er ærgerligt, men jeg ser ikke et bedre alternativ.
Jeg havde drømt om, at hjemmesiden kunne være et levende debatforum, men det alternativ fungerer ikke. Jeg vil dog fortsat bidrage til, at hjemmesiden kan fungere som en solid basis for den levende debat, som så må foregå på et andet medium.

 

Log: 17/2-2022 tilføjet lidt om 'vælgermøder' og 'høinger'. 16/2-2022 tilføjet kommentar om Facebook op til GF-2022. Artiklen oprettet 12/2-2022 af Søren Borch

Bliv den første til at skrive en kommentar på denne artikel

Skriv ny kommentar

×

Dit navn er påkrævet

Udfyld gyldigt navn

Din email er ugyldig

Din email er ugyldig

Kommentar er påkrævet

Captcha Code Kan du ikke læse billedet? Klik for at genskabe ny kode

Captcha er påkrævet

Koden er ikke korrekt

* Disse felter er påkrævet